Mobning

Bliver du mobbet i skolen eller andre steder?

Hvad er mobning?

Mobning er et forsøg på at skade, chikanere, drille eller hovere over for en anden person. Gerne med henblik på at udelukke denne person fra fællesskabet.

Hvem har egentlig problemet – mobberen eller den, der bliver mobbet?

Svaret er, at de begge har et problem.

Den, der bliver mobbet, har Big Time et problem, for han/hun er offer for mobningen. Det ser for os andre umiddelbart ud som om, at det primære mål med mobning er, at den som bliver mobbet, skal udelukkes fra fællesskabet. Den mobning jeg kender til synes imidlertid at vise, at det primære mål er noget helt andet, nemlig, at:

Den, der mobber (‘mobberen’)  får en tilfredsstillelse ved at udøve magt. En magt, der giver mobberen en ønsket social status i den gruppe, han/hun tilhører. Det ser jeg som den egentlige årsag bag mobning.

Hvem mobber andre?

Hvis mobberen mobber for at få social status i en gruppe, har den, der mobber, en udfordring. Enten som følge af en lav indsigt, eller at mobberen har nogle tidligere oplevelser (som barn), som har givet mobberen nogle sår på sjælen.

Personer, der mobber, befinder sig ‘Nede i tønden’. Det vil sige, at dem, der mobber, desværre ikke er særlig indsigtsfulde. De styres af deres alt for store ego, eller nogle ‘Skeletter i skabet’. Læs mere under ‘Indsigt‘ og ‘Skeletter i skabet‘.

Mobberen kan også være et menneske, der har været udsat for seksuelt misbrug som børn, se ‘Sex-misbrug‘. Det vil sige, at mobberen med stor sandsynlighed selv er en stakkels person. Et offer for grimme oplevelser som lille.

Hvem går mobning ud over?

Set lidt fra oven i meta-perspektiv, så kan alle mennesker risikere at blive mobbet. Mobberen vælger imidlertid ofte at mobbe de mennesker, som mobberen føler sig helt sikker på vil kaste en vis status af sig, når mobberen mobber. En status, som er eftertragtet for mobberen, og som mobberen måske kun kan få ved at mobbe. Måske er det det eneste, mobberen virkelig kan?

Måske er mobberen en af de fysisk mest stærke i din klasse. Måske er mobberen den, der er bedst skåret for tungebåndet? Eller hvis det er på arbejdet, så kan mobberen være den person, der nyder at digte løgnehistorier, bagtale andre ved frokostbordet og i øvrigt piske en stemning op mod en af de personer, som på en eller anden måde afviger fra normalen. Så opnår mobberen en fornemmelse af at være vigtig for gruppen. Mobberen får sit kick.

Mobningen går måske ud over dig? Enten findes der ikke anden årsag end, at du måske ikke lige har lyst til at snakke så meget med den gruppe mennesker, som til sidst ender med at mobbe dig. Det kan også være:

  • at du er klogere end dine kammerater
  • kommer du fra et andet land
  • ser anderledes ud
  • at din mor er død eller du ingen forældre har
  • at dine forældre er ældre end de andres i klassen
  • din næse er lidt stor
  • dine bukser har en forkert farve.

Der kan være utallige årsager. Hvis du fraviger bare en lille smule fra det ‘normale’, som man på psykologi-sprog kalder at afvige fra de ‘kognitive skemaer’. Kognitive skemaer er de mønstre, regler, holdninger og vaner, som er typisk for det land, den by, den skole, den gruppe eller den familie, hvor du kommer fra eller befinder dig.

Hvorfor er der mange, der mobber?

Sædvanligvis er der én person, der er hovedkraften bag mobningen. Hvis der samtidig findes en række andre ‘svage sjæle’ i gruppen, som ikke tør have deres egen mening – måske af frygt for at ryge ud af fællesskabet – så bliver disse personer faktisk til ofre. Det sker, fordi disse personer blindt følger den ‘stærke’ persons behov for at vise, at han/hun er den seje. Så kan hele gruppen finde et fælles fodslag. Noget, der kan holde gruppen sammen.

Alt dette sker samtidig med, at de finder en person, som de kan mobbe. Findes der ikke en person med en stor næse, som de kan drille og mobbe, så finder de bare en person, der har en for lille hund hjemme i familien, eller bare et eller andet, som medlemmerne i denne her gruppe kan enes om at drille eller gøre grin med.

Lader du dig mobbe?

Hvis du bliver mobbet, så er det meget almindeligt, at man bliver ked af det. Det er ikke særlig rart – specielt ikke som ung – at blive mobbet og/eller holdt uden for gruppen. Heller ikke som voksen. Som ung kan det imidlertid forsage skader på dit selvværd. Derfor er det vigtigt, at hvis du bliver mobbet, så SKAL du fortælle både dine forældre, din lærer i skolen, eller din chef (hvis det er på jobbet), hvem der mobber dig.

Dine forældre bør tage affære og kontakte forældrene til det barn, som mobber dig. Hvis ikke dine forældre kan finde ud af det, eller at forældrene til mobberen ikke tror på, at det kan være rigtigt, så prøv med din skolelærer. Jeg vil som sagt anbefale, at du gør begge dele. Det vil sige: Tal med både dine forældre og din skolelærer. Det er ikke i orden, at du skal mobbes.

Hvis det er hjemme privat, at du bliver mobbet – måske af stedfar eller stedmor – så er vi ovre i en helt anden kategori, der hedder psykisk vold, læs mere om psykisk vold her.

Nogen børn lader sig faktisk mobbe. Nogle gør det endda for at få et tilhørsforhold til gruppen, så de kan føle sig som en del af gruppen. Så indvilliger de pludselig i at lade sig håne, drille, binde, opføre sig nederen, lave skarnsstreger m.m. Den situation skal du for alt i verden helst undgå. Du skal ikke lade andre mobbe dig. Du skal heller ikke spille med. Du SKAL gøre modstand. Ikke at du skal slås med den, der mobber dig. Du skal gå til de voksne, der kan håndtere situationen for dig.

Min erfaring er, at der faktisk er en tydelig tendens til, hvilke persontyper der mobber, og hvilke persontyper der lader sig mobbe – det er lidt interessant. Men det gør det omvendt lettere for mig at forklare til den, der mobber eller til den, der mobbes.

Er du voksen idag, men blev mobbet som lille

Så har du måske fået nogle ‘Skeletter i skabet’. Dem kan jeg heldigvis hjælpe dig af med. Læs mere under ‘Skeletter i skabet‘. Læs også historierne nederst på denne side.

3 vigtige råd mod mobning

  1. Få skolen, arbejdet eller der, hvor mobberen nu befinder sig, til at sætte mobberen i behandling.
    Denne person – og sikkert også mobberens forældre – mangler at lære ‘noget’ vigtigt her i livet. Også selvom der måske er mange, der mobber dig, så er det sikkert kun én enkelt person, der bærer skylden for det hele.
  2. Øv dig i at ignorere mobningen.
    Det kan gøre det kedeligt for dem, der mobber dig, så de mister interessen. Få gerne nogle til at støtte dig i denne proces. Kom f.eks. ud til mig, så skal jeg forklare, hvorfor mobningen sker lige for dig. Mister de interessen for dig, så finder de imidlertid nok bare en anden at mobbe. Det vil sige, at scenarie nr. 1 er, at foretrække, at mobberen lærer at opføre sig ordentligt.
  3. Kom væk fra den/dem, der mobber dig
    Sker det ikke, at mobberen kommer i behandling eller fjernes – måske fordi dine forældre, mobberens forældre, skolen eller arbejdet ikke kan håndtere mobberen og situationen – så se at komme væk fra den eller dem, som mobber dig.

De siger andre som er blevet mobbet i dag

Anonym – Jeg kunne ikke tisse offentlige steder i 70 år (idag 75+ år)

“Da jeg gik i skole, oplevede jeg en situation, hvor jeg var ca. 7 år. Jeg blev mobbet big time, når jeg var på skolens pissoir/toilet. Jeg fik opbygget en frygt under denne mobning, som har sat sig som et ‘skelet i skabet’ efterfølgende. Effekten af det tossede skelet er, at hver gang jeg går i teater, biograf, går en tur ned ad strøget, går i Tivoli, spiser på en restaurant el.lign. offentlige steder, så kan jeg ikke tisse. Derfor drikker jeg heller ikke særlig meget, hvis noget overhovedet. Så jeg har opbygget noget af en selskabsblære over de mange år kan du sige. Men det er intet mindre en total irriterende og meget begrænsende for min måde at hygge mig sammen med min søde kone og venner. Jeg kunne højst drikke en øl, og altid først kort tid inden vi skulle hjem, jeg jeg kunne nå at komme på toilettet. Jeg havde holdningen, at nu var jeg blevet så gammel, at det var lige meget. Det skelet gad jeg ikke rode med. Jeg troede ikke på at det kunne blive anderledes. Så mødte jeg Thomas, som var af en fuldstændig anden mening. Selvfølgelig skulle det skelet hives ud af skabet. Så det skete. Jeg fik hevet skelettet ud af mit skab, som havde boet trygt og godt derinde i næsten 70 år. Nu kan jeg tisse offentlige steder, og jeg NYDER, at komme en tur i tivoli. Få en kold øl (eller to), få en drink i pausen, når jeg går i teater med mine venner. Det føles næsten som at blive fri igen. At blive sin egen herre. Dejlig tilstand at være i her på sine gamle dage.”

John havde flyveører som ung (i dag 60 år)

“Da jeg var barn, havde jeg flyveører, som jeg blev drillet med i folkeskolen. Jo mere jeg blev drillet, desto mere røde ører fik jeg. Mine kammerater kunne sidde bag ved mig i timerne og rocker-drille mine ører, som så (desværre) blev helt røde – jeg kunne ikke engang skjule, at jeg var ligeglad. Det var jeg ikke. Jeg blev så ked af det, at jeg fik min mor overbevist om at jeg skulle opereres, så mine ører kunne blive lagt ind langs med mit kranie og ligne andre menneskers ører. Det fik jeg gjort, og mobningen forsvandt. Desværre for det, for i dag hører jeg dårligere, end jeg gjorde, før jeg fik lagt mine ører ind. Jeg kunne bare ikke holde det ud længere, at jeg så anderledes ud end mine kammerater.”